Portugal

Portugal, der ligger i det vestlige hjørne af den iberiske halvø, har form omtrent som et langt, smalt rektangel. Den lange kystlinie mod vest samt en meget kortere mod syd vender ud mod Atlanterhavet. På de to andre sider grænser landet op til Spanien. Fra 100-tallet f.Kr. til 400-tallet e.Kr. var Portugal en del af Romerriget. Da dette imperium brød sammen, oplevede området en række invasioner: Først tyske stammer, dernæst vestgotere og i 700-tallet muslimske maurere fra Nordafrika. I løbet af 1100-tallet blev maurerne endelig fordrevet af kristne indvandrere fra Burgund, og en linie af det burgundiske kongehus blev indsat. Efter et mislykket castiliansk forsøg på at bemægtige sig tronen i 1300-tallet fulgte et nyt dynasti under Johannes af Avis, der regerede under navnet Johannes 1. Med sønnen, Henrik Søfareren, indledtes store opdagelsesrejser og grundlæggelsen af et enormt imperium med kolonier i Afrika, Sydamerika, Indien og Sydøstasien. Selv om de 60 år senere blev fordrevet igen, var spaniernes invasion i 1581 et tegn på en tilbagegang med hensyn til Portugals magt. Franskmændenes invasion i 1807 fik ende, da disse tre år senere (i 1811) blev fordrevet af britiske angribere.

1910-revolutionen var kulminationen på en udbredt fattigdom samt stigende vrede mod kongemagten, hvilket i løbet af 1800-tallet tillige førte til monarkiets fald. Ved et militærkup i 1926 indsattes Olivier Salazar, der var en højreorienteret diktator. Denne forblev ved magten indtil 1968. Hans efterfølger Marcello Caetano blev imidlertid styrtet ved et venstreorienteret militærkup i 1974, hvilket omsider førte til demokratiske valg i 1976. Portugal er nu en demokratisk republik med en folkevalgt præsident som statsoverhoved og medlem af EU siden 1985.

Floden Tejo deler Portugal i to næsten lige store områder, hvoraf de nordlige regioner er ret fugtige og de sydlige mere tørre. Denne flod kommer fra Spanien og løber mod vest ind i Portugal, hvor den fortsætter i sydvestlig retning og udmunder ved Lissabon i Atlanterhavet. Skovklædte højlandsområder dominerer den nordlige del af landet. De højeste bjerge ligger i det yderste nord, i særdeleshed i det østlige område, hvor landskabet er præget af høje plateauer, afbrudt af dybe kløfter og floddale, som gradvis skråner ned mod den vestlige kystslette. I disse bjerge findes tæt skov med såvel nåletræer som løvfældende træer. Syd for floden Douro bliver landskabet mindre forrevet og skråningerne mere jævne og går til sidst over i sletterne rundt om Tejo. Syd for Tejo er landet hovedsagelig fladt eller bakket. I Tejodalen og længere sydpå findes der skove med korkeg, hvis bark anvendes til fremstilling af korkpropper. I Algarve, det sydligste område af Portugal, løber en kæde af bakker, der fra den spanske grænse strækker sig på tværs af landet til dettes sydvestlige spids.

Portugal besidder to selvstyrende regioner i Atlanterhavet: De ni vulkanske øer, der udgør Acorerne samt en vulkansk øgruppe, bestående af to beboede øer samt to grupper af ubeboede småøer, der tilsammen danner øgruppen Madeira. I 1987 underskrev Portugal en traktat, der gik ud på, at landets sidste fremmede territorium, Macao, i 1999 blev givet tilbage til Kina.

Målt med vesteuropæisk standard er Portugal stadigvæk et meget landligt samfund, hvor landbrug og fiskeri nu som før giver arbejde til en stor del af den samlede arbejdsstyrke. Mange landbrug, især de mindre, der er dominerende i nord, benytter stadig traditionelle arbejdsmetoder. Korn og grøntsager dyrkes i stort omfang, og vinproduktionen, især portvin fra Dourodalen, er det vigtigste landbrugserhverv. Fabriksindustrien er vokset i betydning, og store dele af den omfatter forarbejdning af landets egne landbrugsprodukter. Papir- og korkproduktion samt tekstiler og fodtøj hører til de vigtigste industrigrene. Turisme, især i den varme, sydlige region Algarve, er i de seneste år vokset meget, hvilket har ført til en hastig udvidelse af byggeriet.

Portugiske produkter

Portugal er især berømt for to produkter; Kork og portvin. Før nutidens plasticmaterialer blev opfundet, var kork uovertruffet med hensyn til styrke, lethed, flydeevne, uigennemtrængelighed samt elasticitet. Korken stammer fra korkegen, som findes i Portugal, Spanien og i Middelhavsområdet. Tidligere blev kork anvendt til redningsbælter og flydere på fiskenet. Som prop i vinflasker er kork stadig mest udbredt og bliver kun langsomt erstattet af plastic. Portugal producerer mere kork end resten af verden tilsammen. Barken bliver først høstet, når træet er ca. 20 år gammelt, og d en kan kun høstes med intervaller på 10 år. Korken fjernes ved, at der ved hjælp af en krum kniv foretages et snit inde under barken. Korkstykkerne lægges i blød i vand, skrabes, vaskes og tørres.

Portvin er en mørkerød, fyldig vin, der er opkaldt efter byen Oporto, hvorfra den er blevet eksporteret i mange år. Der anvendes ikke kun én druesort. Vinens specielle karakteristika hidrører dels fra klimaet og jordbunden i den bjergrige region Alto Douro i det nordlige Portugal og dels fra de dyrkningsmetoder og den vinbehandling, der tages i anvendelse i forbindelse med produktionen af den. Britisk kapital har bidraget til portvinsindustrien, og i mange år var Storbritannien tillige hovedaftager af det færdige produkt.

Fakta og tal

  • Officielt navn República Portuguesa
  • Regeringsform Republik med étkammer-system
  • Hovedstad Lissabon
  • Areal 92.080 km2
  • Tidszone GMT + 1 time
  • Indbyggertal 10.084.000
  • Forventet indb. 2015 10.323.000
  • Befolkningstæthed 109,5 pr. km2
  • GNSN. levealder 76,1
  • Børnedødelighed (pr. 1000) 5,8
  • Officielt sprog Portugisisk
  • Analfabeter 12,6%
  • Religioner Katolikker 97%, protestanter 1%, andre 2%
  • Etniske grupper Portugisere 98%, afrikanske indvandrere fratidligere kolonier 2%
  • Valuta Euro = 100 cent
  • Økonomi Service 61%, industri 26%, landbrug 13%
  • BNP. pr. indb. U.S. Dollars 18.000
  • Klima Tempereret; køligt og regnfuldt i nord, varmt og tørt i syd
  • Højeste punkt Pico Alto på Acorerne 2.351 m; Serra de Estrela på fastlandet 1.993 m
VN:F [1.9.22_1171]
Din mening om artiklen
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>