Det hævdes, at Estlands flag, der har en blå, sort og hvid vandret stribe, symboliserer landets blå himmel, sorte jord og snehvide vintre. Dette land, der både er det mindste og tillige det mindst folkerige af de tre baltiske stater, rummer inden for sine grænser mere end 1.500 søer, og landet har over 800 øer, der er beliggende i hhv. Østersøen og den Finske Bugt. Den største af søerne, Peipussøen, ligger i den østligste del af landet og danner det meste af grænsen til Rusland.
Rusland har været en dominerende faktor i Estlands nyeste historie, hvilket den store, russiske minoritet er et tydeligt bevis på. Fra 1200- til 1700-tallet blev Estland regeret af fremmede magter – først af danskere og derpå af tyskere og svenskere. I 1721 overtog russerne herredømmet og regerede landet i næsten 200 år.
Efter at have været besat af tyskerne under Første Verdenskrig deklarerede Estland sin uafhængighed i 1918. Denne blev dog først opnået i 1920, da Rusland efter en væbnet kamp formelt anerkendte det lille lands selvstændighed. Det var imidlertid kun en kortvarig sejr. Under Anden Verdenskrig blev Estland løbet over ende først af russerne og senere af tyskerne. I 1944 vendte landet tilbage til Sovjet og forblev en del af USSR, indtil det i august 1991 endnu engang erklærede sig uafhængigt. Siden 2004 er det medlem af EU.
Det meste af Estland er lavtliggende og fladt eller svagt bakket. Store områder af landet er golde og stenede, en arv fra de gletsjere, der engang dækkede store dele af landskabet. Der findes vidtstrakte skovområder, som skaffer råmateriale til landets vigtige tømmer- og trævareindustri.
Maskin- og tekstilfabrikation er ligeledes vigtige erhvergsgrene. På trods af Estlands sorte jord er dog kun lidt af landet agerland. Den væsentligste landbrugsproduktion omfatter mejeriprodukter samt kvæg- og svineavl. De mineralske ressourcer er kun sparsomme, men de omfattende aflejringer af lerskifer anvendes i gasproduktionen samt til kemiske produkter.
Sammenlignet med andre sovjetiske republikker kan den estiske befolkning glæde sig over en høj levestandard. Efter Estland blev uafhængigt, var økonomien i nogle år dalende, men gør nu til stadighed fremskridt.
Fakta og tal
- Officielt navn Eesti Vabariik
- Regeringsform Republik med étkammer-system
- Hovedstad Tallinn
- Areal 45.100 km2
- Tidszone GMT + 3 timer
- Indbyggertal 1.416.000
- Forventet indb. 2015 1.190.000
- Befolkningstæthed 31,4 pr. km2
- Gnsn. levealder 70,0
- Børnedødelighed (pr. 1.000) 12,3
- Officielt sprog Estisk
- Andre sprog Lettisk, litauisk, russisk
- Analfabeter 0%
- Religioner Lutheranere 96%, russisk-ortodokse og baptister 4%
- Etniske grupper Estere 61,5%, russere 30,3%, ukrainere 3,2%, hviderussere 1,8%, finner 1,1%, andre 2,1%
- Valuta Kroon = 100 senti
- Økonomi Industri 42%, service 38%, landbrug 20%
- BNP pr. INDB. U.S. Dollars 10.900
- Klima Køligt tempereret; kolde vintre og milde somre
- Højeste punkt Munamägi 318 m